Her kan du læse både gode råd til vinterbadere og om hvad du kan gøre for at hjælpe, hvis nogen kommer ud for en ulykke under badning eller ophold i saunaen. Det er en god ide at læse det hele igennem FØR en ulykke sker!
Orienter dig også gerne på www.respektforvand.dk . Overvej om du skal tage et kursus i hjerte/lungeredning eller et åbent vand livredderkursus. Vær sikker på, at du ved hvor redningsudstyr forefindes. Og se video så du ved hvordan man bruger redningskrans og redningsstige (søg på Youtube på “Sikker havn”)
HUSK: Du bader på EGET ansvar
10 GODE RÅD
Bad aldrig alene
Hvis du ikke kan komme op af vandet eller bliver taget af strømmen om vinteren, kan det i løbet af utrolig kort tid blive livsfarligt.
Som ny vinterbader kan du risikere at hyperventilere i det kolde vand, og hvis du ikke får styr på åndedrættet, kan du risikere at besvime og drukne. Derfor er det vigtigt aldrig at vinterbade alene.
Spørg din læge, hvis du er i tvivl om dit helbred
Undgå at få hovedet under vand
Hop aldrig i det kolde vand med hovedet først. Det kan være farligt og øger blandt andet risikoen for at besvime. Når du vinterbader, skal du derfor undgå at få hovedet under vand og tag gerne en hue på hovedet.
Når du udsætter kroppen for det kuldechok, som vinterbadning giver, trækker blodkarrene sig sammen for at bevare varmen omkring kroppens vitale organer. Men blodkarrene i hovedet reagerer ikke ved at trække sig sammen, hvilket betyder at du meget hurtigt bliver afkølet.
Tag kun korte dyp de første gange du vinterbader
Tag kun et kort dyp på omkring 5-10 sekunder i det kolde vand de første gange, du vinterbader. Herefter kan du forlænge tiden af dine dyp som du synes. De fleste vinterbadere bader højest 20-40 sekunder.
Træk vejret roligt
Forsøg at skabe en rolig vejrtrækning, når du går i vandet. Det kolde vand kan give dig midlertidig åndenød.
Varm dine muskler op inden
Varm dine muskler op, før du går i det kolde vand. Du kan fx løbe eller gå en tur, inden du hopper i.
Lad kroppen køle lidt ned efter sauna
Hvis du går direkte fra saunaen til vandet, så lad kroppen køle lidt ned, inden du går i vandet.
Gå langsomt på badebroen
Gå langsomt, da badebroen og trappetrinene kan være glatte. Det kan være en god idé at have et par sko eller sandaler på.
Tag varmt tøj på lige efter
Tag varmt tøj på efter du har været i vandet og drik også rigeligt med te eller andre varme drikke.
Gå under ingen omstændigheder i vandet beruset eller sløj
REDNINGSUDSTYR
Hurtig alarmering er essentiel – hav telefon med på broen hvis du kan
Der hænger en vandtæt mobilpose på væggen i saunaen. Din telefon viser din lokalitet for alarmcentralen – men IKKE hvis batteriet er lavt. Adressen er Fjordstien 5, Præstø Havn Bro 10.
Førstehjælpskasse står på bordet i saunavognen – i denne er også alu-overlevelsestæpper, vand og elektrolytter
Redningskrans, lifesaver, redningshage og redningsstige findes på bro ved badestigerne. Nødtæpper sidder i tøjkurvene
Hjertestarter findes på mole samt ved Sommers. Yderligere hjertestartere hænger på det gule menighedshus ved kirken og i porten ved Røde Kors-butikken, Adelgade 53
Download app’en ”Hjertestarter” – så kan du altid se om hjertestarterne er tilgængelige. App’en indeholder også en kort guide til hjerte/lungeredning – en god ide at kigge igennem en gang i mellem

ULYKKE I VANDET
TILKALD HJÆLP – FJORDSTIEN 5, PRÆSTØ HAVN BRO 10
SOM DET FØRSTE TILKALD HJÆLP – FJORDSTIEN 5, PRÆSTØ HAVN BRO 10
RÅB HVIS DER ER ANDRE PÅ HAVNEN
Kan forulykkede hjælpes op – evt. vha. redningsstige? Eller skal du selv gå i vandet for at hjælpe? HUSK at du formentlig ikke kan være i vandet ret meget længere, end du normalt er, når du bader. Og du skal ikke være en del af ulykken!
DET ER OKAY AT BLIVE PÅ LAND. DET KAN VÆRE EN MÅDE AT BEGRÆNSE ULYKKEN PÅ!
Hvis den forulykkede er ved bevidsthed så forebyg panik ved at tale beroligende og anvisende. Hvis den forulykkede ikke kan reddes op, så hold personen på plads ved stigen og vend om på ryggen, så vejrtrækning er mulig.
Hvis nødvendigt udfør hjerte/lungeredning (på land eller i vandet)
Hvis hjerte/lungeredning udføres på land og personen er HELT fri af vandet kan bruges hjertestarter
Hvis der ikke er brug for hjerte/lungeredning pakkes personen i alu-overlevelsestæppe.
Du må ikke på noget tidspunkt begynde at gnide varme i arme og ben på den forulykkede ved at massere. Det skubber det kolde blod mod hjertet og øger risikoen for hjertestop.
Brug af alu-overlevelsestæppe
Bred tæppet ud på jorden, rul personen over på tæppet og fold tæppet om personen med armene udenfor tæppet. Tag et tæppe mere og fold om hoved, skuldre og arme
Sølvsiden indad!

!
ULYKKE I SAUNA
TILKALD HJÆLP – FJORDSTIEN 5, PRÆSTØ HAVN BRO 10
- Få personen ud af saunaen og åbn døren for at få frisk luft ind.
- Du må ikke forsøge at tage personen helt ud af vognen, kuldechokket er for stort. Hvis der er brug for nedkøling tag et vådt håndklæde og læg over personen
- Hvis personen kan indtage det gives lidt vand at drikke.
- Hvis personen ikke er ved bevidsthed, men trækker vejret, lægges personen på siden.
- Hvis personen ikke er ved bevidsthed og ikke trækker vejret startes hjerte/lungeredning
